Spiren

På afdeling Spiren er der plads til 8 børn og unge i alderen 7-ca.14 år. Her arbejdes der i et tæt struktureret pædagogisk miljø, hvor hverdagen er bygget op af genkendelighed, tydelighed og forudsigelighed.

Der trænes i både praktiske færdigheder og rutiner. Hvert barn får støtte og hjælp i forhold til rengøring af eget værelse, madlavningsdag, hygiejne, aktiviteter i og uden for Skovlys rammer.

En stor del af hverdagen tager udgangspunkt i det sociale samspil og interaktionen med de øvrige. Der leges og udforskes igennem dette. Der støttes i, at barnet lærer at begå sig i både strukturede og ikke strukturede sammenhænge med andre, ved hjælp af tæt vejledning og guiding fra personalet. Der er fokus på at barnet opnår sociale mestringsstrategier i form af, at kunne udtrykke sig og give plads i samspillet og at egne og andres grænser respekteres.

 

På Spiren afholdes der husmøder efter behov men det tilstræbes at afholde dem ca 4 gange om året. Her har barnet mulighed for at komme med forslag, ønsker til dagligdagen på Skovly. De voksne har også punkter med til mødet. Der skrives referat af mødet og sættes i Spirens mappe der står på en reol i opholdsstuen.

Der hjælpes med indkøb af tøj samt håndtering af økonomi. (lommepenge).

På Spiren er der faste pladser ved spisebordet. Hvert barn har sit egen farve i tøjet og nattevagterne sørger for, at tøjet bliver vasket.

I opholdsstuen hænger der en stor planlægningstavle hvor hvert barn kan følge med i ugens forløb, både i forhold til planlagte og ikke planlagte ting.

Man kan besøge de andre afdelinger efter aftale med en voksen.